Da Coronaen lukkede Danmark ned…

Jeg bandede inderligt, da det gik op for mig, at der ingen hjælp var at hente – jeg havde kun mig selv at bygge videre med…


På min Facebookside har jeg fortalt, hvordan jeg foretog en turnaround, da Mette F. & Co i marts lukkede Danmark ned.
Min første tanke var:

“- Jeg klarer det med en af regeringens hjælpepakker!”

Der kom flere og flere pakker. Til store virksomheder. Til “små” selvstændige og startuppere… Men stadig ikke nogen, som kunne passe til min biks. For jeg har jo haft min indtjening to steder fra (afregningstypemæssigt).
1. Jeg har faktureret kunder for opgaver (moms regnskab osv.)
2. Jeg har undervist på timebasis på IBA og andre steder. Her får man sin løn udbetalt som lønmodtager (det siger loven – kompetencegivende uddannelse…)
Og normalt er det jo godt, men i min biks gav det ikke hjælpepakker, da timelønnede ikke bliver hjemsendt med løn, og omsætningen i “den rigtige virksomhed” var for lille (“bagatelgrænsen”).

Min bank var hurtig til at skrive ud til alle AL-Banks kunder, at de ville være der for os. FEDT! tænkte jeg, så jeg kontaktede min bankrådgiver. Efter lidt skriverier frem og tilbage, vurderede jeg at det heller ikke ville give noget, da banker åbenbart ikke forstår denne måde at arbejde på. Likviditetsmæssigt gik det nogenlunde i starten, men der skulle jo penge i kassen, hvis det skulle fortsætte sådan.

Noget måtte jeg altså gøre!

Jeg kunne lukke biksen og gå på dagpenge. SÅ ville jeg kunne overleve. Men det betyder jo rent faktisk at dreje nøglen om og lukke helt ned for ALT!

Konklusionen blev altså at søge hjælp hos en konsulent, som kunne noget med virksomhedsudvikling og strategiarbejde – nemlig Erhvervsdesign by Martha Voss – mig selv.

Jeg besluttede simpelthen at gøre det samme for mig selv, som jeg ville have gjort for dig, hvis du kom og bad om hjælp.
På billedet ser du de fire puslebrikker, jeg bygger mit arbejde på.

Herunder fortæller jeg dig om det første step, nemlig min udforskning af min virksomhed, mine kompetencer, og mine kunder og deres behov. Du kan læse mere om processen og følge udviklingen på Facebook:

Den første brik i Erhvervsdesigns puslespil. Du skal udforske din virksomhed, dine kompetencer, dine kunder og de muligheder, som viser sig her.

Det første step var at udforske min virksomhed, mine kompetencer, mine kunder og deres behov.

“- Jamen jeg kender det jo godt!” tænkte jeg.


Alligevel gav jeg det en chance, og bevæbnet med en bunke post-its og en tusch gik jeg i krig. Billedet viser nogle af mine indput (rekonstrueret). En SUMU, som ligner det, du måske kender som en SWOT analyse. SUMU-en fokuserer imidlertid mere på udviklingen og mulighederne.
Jeg havde et par erhvervskunder i gang allerede fra starten af året, men at skaffe nye var en udfordring, når mit segment mere var til de fysiske møder. Til gengæld havde jeg i starten af året medvirket i at starte en Facebookgruppe, som hed Spørg hesteagronomerne. Formålet her var at hestefolk kunne stille spørgsmål til et panel af faguddannede og specialiserede agronomer med hestespeciale. Gruppen fik succes, og ved siden af at jeg medvirkede til at hjælpe folk med svar på deres spørgsmål, lærte jeg de moderne hestefolk at kende. Hvordan tænker de? Hvilken faglig baggrund har de? Hvilke udfordringer og ønsker har de?

Min udforskning viste mig, at jeg har et potentiale i hesteverdene:
Jeg er meget fagligt kompetent
Jeg kender allerede mange og de kender mig
Og der er et stort behov for at navigere i den jungle af fodermidler, foderfirmaer og heste med allehånde udfordringer, blandt andet på grund af den grundliggende fodringskultur.

Hermed begyndte jeg at forstå nogle ting, som jeg vil fortælle om senere…